At blive professionel eliteudøver er en drøm, og det at leve af sin hobby er et drømmemål for de fleste unge udøvere. Den tanke, om at kunne leve af at lave det, du elsker, satte sig meget hurtigt hos mig. Det følgende er min historie om min tid som professionel eliteudøver.
Jeg startede ud i en af Danmarks største klubber for unge, Vinding SF, og der gik ikke lang tid før jeg, med støtte fra min far, begyndte at sigte mod en karriere inden for fodbolden. Min far har altid været en støtte for mig og hjulpet mig med den rette indstilling. Han var enormt dygtig til at gøre det klart for mig, at jeg var nødt til at dedikere mig selv til det, hvis jeg virkelig ønskede det som en karriere. Jeg var måske mere ovre i at tage tingene lidt, som de kommer, mens han var mere proaktiv. Særligt en af min fars favoritudtryk har sat sig;
”Den, der har evnen, har pligten.”
Han var god til at få mig til at refokusere på det, der var vigtigt for mig, så jeg samtidig undgik at lave unødige fejl. Det er en svær balancegang for forældre at operere med. Dels skal unge udøvere teste, prøve og fejle på egen krop og ud fra deres egne ideer. Samtidig gælder det selvfølgelig også, at den unge ikke nødvendigvis behøver at lave samtlige fejl for at lære – man kan og skal lære af andres fejl og erfaringer.
Han var samtidig også den ”klassiske far”, der spillede bold med mig i haven og opfordrede mig til at øve ting, der kunne forbedre mig på banen, f.eks. at jeg skulle kunne sparke lige godt med begge ben – og det lykkedes også.
Rollen som forældre til et barn med drømme om at gøre karriere inden for sport er en enorm kompleks størrelse, som er helt exceptionelt svær at være i. Alle forældre vil deres barn det bedste, men ofte har deres gode intentioner en negativ effekt på den unge. De bedste råd er samlet i e-bogen, som du kan downloade i linket herunder. Du kan få mere indsigt og flere gode råd i e-bogen Sådan støtter du dit barn i sport👇
Der gik ikke længe før jeg rykkede teltpælene op og flyttede til Vejle, hvor niveauet på alle parametre var bedre og derved nemmere for os spillere at udvikle vores talent i. Her mødte vi de store hold i Danmark, som FCK, Brøndby, AGF og OB til det årlige store Danmarksmesterskab og selvom vi ikke vandt, så gav det blod på tanden.
Jeg havde dog et specifikt problem i de dage. Jeg var lille af statur, måske 1,60 høj, så fysikken satte nogle begrænsninger og jeg blev rykket ned på 2. holdet. Det var selvfølgelig et lille nederlag, men jeg troede på mine egne evner og vidste, at jeg nok næppe ville blive ved med at være 1,60. Det gjorde jeg da heller ikke, og da jeg begyndte at vokse, både i højden, men også muskulært, kom jeg tilbage på sporet.
Herefter blev jeg flyttet op på U19-holdet og havde en egentlig god succes med 25 mål i 26 kampe. Det gav selvfølgelig noget opmærksomhed fra flere kanter. Mediedækningen blev større, landstrænere kom og scoutede, ligesom talentspejdere fra større klubber også var forbi. Jeg ender også med at blive udtaget til en U19-landsholdssamling, som jeg dog bliver nødt til at melde fra til grundet en skade. Det gav mig alligevel et ordentligt skud selvtillid at vide, at der var nogle på det plan, der så et talent i mig.
Fra ungdom til senior
Efter en periode bliver jeg flyttet op i Vejle Boldklubs superligatrup og det var noget af en omvæltning. Skiftet fra ungdoms- til seniorspiller vil altid medføre en ny dynamik.
Nye medspillere, nye trænere og, meget vigtigt, en ny position i hierarkiet. Samtidig er det også en meget voksen alfa-verden, du kommer ind i, med en helt anden konkurrence om pladserne. På et fodboldhold er de andre spillere dine medspillere, men samtidig også dine konkurrenter. Det er voksne mennesker, der pludselig er dine holdkammerater. De har andre prioriteringer, har måske en familie, der skal forsørges, og er modnet i deres tilgang.
Det var en svær omvæltning, som jeg den dag i dag ikke synes, at jeg håndterede godt nok. Jeg blev måske lidt for benovet over de spillere, der havde spillet Champions League eller havde haft succes hos nogle af de større danske og udenlandske klubber, mens jeg nok også gled lidt ind i mængden af den professionelle trup, der dengang indeholdt hele 40 fuldtidsprofessionelle.
Samtidig faldt hammeren også med det samme her. Både trænere og medspillere var langt hurtigere til at reagere på ens dårlige aktioner, f.eks. hvis jeg havde brændt en chance. Jeg begyndte ikke at tage mine chancer, når de bød sig, for i stedet at spille bolden videre til en medspiller, da jeg herved kunne undgå kritik fra medspillere og trænere, hvis jeg fejlede. Der ville jeg ønske, at jeg havde den viden, som jeg har i dag, så jeg ikke havde ladet mig påvirke så negativt. Tips til at håndtere omvæltningen:
Du skal tilpasse dig de nye omstændigheder, men du skal også stå fast ved din spillerkarakter og dine færdigheder.
Mange unge ankommer til deres første senior-år med kreativitet, spilleglæde og en kærkommen ny spilideologi. Denne skal du holde fast i, men lade den modnes i seniorspillet.
Du bliver testet de første mange træninger og dine medspillere kommer hurtigere og hårdere i duellerne til træning. Denne test er en naturlig del af din indlæringsperiode.
Når du skal tilpasse dig det nye træningsmiljø, så har vi mennesker og spillere evner til hurtigt at indordne os til de gældende normer.
Du skal tage i mod og bide visse ting i dig, men stadig have din integritet i orden, så du ikke går på kompromis med det vigtigste for dig som spiller og person.
Dette er en fin balancegang og den kan være svær.
Høje højder, lave lavpunkter
Din evne til at håndtere de udfordringer, du møder, afgør, om dine præstationer bliver svingende eller stabile. For mig resulterede det i mange svingende præstationer. Nogle gange bombede jeg kasser ind, mens jeg andre gange var gennemgående usynlig. Det er et af de aspekter ved sporten, som giver en unik ubehagelig mavefornemmelse. Når man som udøver ved, at man i kampen var usynlig og ikke formåede at vise det, man egentlig kan – den følelse er bare bedrøvende.
Efter en sæson, hvor jeg egentlig havde god succes og startede de fleste kampe med en god portion mål til følge, kom min assistenttræner hen til mig og sagde, at jeg var nødt til at gøre det bedre. Jeg var nødt til at blive mere konsistent i mine præstationer.
Som nævnt forsvandt jeg nogle gange helt ud af kampe. Det var specielt de kampe, hvor jeg havde fået en dårlig start og lavet et par enkelte fejl. Det var ganske enkelt, fordi jeg ikke havde den mentale styrke til at komme videre efter fejl.
Jeg kunne godt se, at mit problem her var mentalt, for jeg havde jo præsteret på et højt niveau. Jeg gjorde det bare ikke ofte nok, selvom jeg vidste, at jeg havde det i mig. Så min far gik ud og købte nogle VHS-bånd om mentaltræning . Jeg tror måske, at jeg så dem en enkelt eller to gange, da det ikke rigtig interesserede mig dengang. Samtidig begyndte jeg at præstere godt igen og scorede også i den næste kamp, hvorefter jeg forfaldt til tanken:
”Når du præsterer, så har du styr på det og behøver ikke mentaltræne.”
Det er selvfølgelig ikke sandt. Det er enormt nemt at præstere, når du føler momentum og tingene går godt. Det er derimod ufatteligt svært at præstere på et konsistent niveau, hvis du f.eks. som jeg, faldt helt ud af kampe, når det ikke gik godt.
I podcasten Det Mentale Forspring episode 1 kan du høre om mine erfaringer med elitesport, gentagende skader, og hvordan jeg fandt ud af, at det mentale arbejde med eliteudøvere var den vej, jeg skulle gå i livet. Du finder podcasten Det Mentale Forspring på Spotify, i iTunes og på Soundcloud.
Du kan også høre mere om mine egne mentale udfordringer i videoen nedenfor.
Drømmen for mig lever nu videre med sigtet om at blive verdens bedste mentaltræner og hjælpe så mange atleter som muligt med at præstere deres bedste, så de kan få indfriet deres potentiale og få mest muligt ud af deres dyrebare tid i sportskarrieren.
For at indfri min drøm har jeg stor glæde og gavn af mange gode folk omkring mig.
Specielt skal der lyde en stor tak til JPO for at hjælpe mig med sparring til digital branding og marketing.